Bliv testet for hepatitis

Symptomerne på akut hepatitis B eller C kan være så milde, at mange ikke opdager dem, og herefter vil man kunne leve mange år uden at mærke noget til infektionen. Derfor kan det være en god ide at blive testet, hvis man har været i risiko for at blive smittet.

Man kan blive testet for hepatitis B og C hos sin egen læge og på kønssygdomsklinikker - nogen steder kaldet venereaklinikker.
 
Hepatitis B og C er to forskellige slags virus, der har det til fælles, at symptomerne på den akutte infektion ofte er milde eller lette at forveksle med andre virusinfektioner. Det betyder, at mange ikke mærker, at de er blevet smittet, og herefter kan der gå mange år, før de mærker noget til sygdommen.
 
Man skønner, at omkring halvdelen af dem, der er smittet med hepatitis B eller C i Danmark lever med sygdommen uden at vide, at de er smittede.
 
Særlige risikogrupper
Hepatitis B og C er sjældne sygdomme i den generelle danske befolkning, men der nogle særlige risikogrupper, som h ar en øget risiko for at være smittet - og som derfor med fordel kan lade sig teste.
   
Risikogrupperne for hepatitis B er er blandt andre:
• Indvandrere fra højrisiko områder (det sydlige Afrika og det sydøstlige Asien)
• Mænd, der har sex med mænd
• Stofbrugere
• Sexpartnere til personer med kronisk hepatitis B infektion
• Husstandsmedlemmer til personer med kronisk hepatitis B infektion
 
Risikogrupperne for Hepatitis C er blandt andre:
• Nuværende eller tidligere stofbrugere
• Patienter, der har modtaget blod og organer før indførelse af screening (1991) 
• Indvandrere fra lande med særlig stor udbredelse af hepatitis C