Hepatitis kort fortalt

Hepatitis er det latinske navn for leverbetændelse, og det dækker over en række sygdomme, som angriber leveren og giver betændelse.

Der findes forskellige typer hepatitis. De mest almindelige er hepatitis A, B, og C, som skyldes smitte med tre forskellige slags virus.

Man kan også få leverbetændelse som bivirkning ved nogle typer medicin, gennem stort alkoholforbrug eller gennem sygdomme, hvor kroppens eget immunforsvar ødelægger levercellerne.

Det kaldes akut leverbetændelse, hvis infektionen varer under seks måneder. Hos en del smittede er immunforsvaret i stand til at bekæmpe infektionen inden for denne periode. Varer sygdommen længere, kaldes det kronisk leverbetændelse.