Korpset på TV2: Få styr på fakta

Foto: Lars E. Andreasen/ TV 2

I programmet Korpset er det tydeligt, at Rasmus Nielsen, der lever med hiv, er alt muligt andet end fysisk svækket og syg. Og, som han selv fortæller, betyder den medicinske behandling, han modtager, at han ikke kan smitte andre. Her kan du læse mere om, hvad hiv er for en sygdom i dag – og måske få udryddet en utidssvarende forestilling eller to.

FAKTA: Man kan leve lige så længe og godt, som alle andre, selvom man har hiv
Behandlingen mod hiv er i dag så effektiv, at mennesker med hiv kan leve lige så længe og uden fysisk svækkelse, som hvis de ikke var smittet. Måske vil Rasmus i virkeligheden leve lidt længere end jævnaldrende mænd, fordi han kommer oftere til lægen.

Behandlingen består typisk af en eller to piller om dagen, og der er som regel ingen eller få bivirkninger.

Medicinen kan ikke helt fjerne virus fra kroppen, men den nedsætter mængden af virus i blodet så meget, at den ikke længere kan måles.


FAKTA: Man smitter ikke, når man er i hiv-behandling
Når man er velbehandlet – dvs. at man tager sin medicin, som man skal – er der så lidt virus i ens blod, at man ikke KAN smitte andre – heller ikke selvom man dyrker sex uden kondom. Helt kort: Velbehandlet = ingen smittefare. Eller velbehandlet hiv-positiv person = sikker sexpartner.

Det betyder, at Rasmus og hans kone Michele har kunnet få deres børn på helt normal vis, uden at der var risiko for smitte – hverken til mor eller børn.

I Danmark er det gratis at blive behandlet for hiv, og det betyder, at næsten alle, der ved, at de har hiv, er i behandling og tager medicinen, som de skal – og derfor ikke er smitsomme.


Fakta: Fordomme får mennesker med hiv til at holde sygdommen hemmelig
Rasmus har indtil nu kun fortalt nogle få personer, at han lever med hiv – og det er han bestemt ikke alene om. En større undersøgelse fra Patientforeningen Hiv-Danmark viser, at omkring hver fjerde, der lever med hiv, højest har fortalt det til tre-fem personer.

Rasmus valgte at fortælle sin svigerfamilie om sygdommen, men i mange tilfælde er familien de sidste, der får noget at vide.

Det er i høj grad frygten for afvisning og fordomme, som får mange smittede til at tie om sygdommen. Og, det er i familien, der er mest at miste, hvis man bliver afvist.

Hvis man kunne udrydde frygten og fordommene over for hiv, kunne man leve et helt almindeligt liv med hiv. Det vil betyde en verden til forskel for mange, der lever med hiv.   


Fakta: Hiv smitter ikke ved social kontakt
Hiv-virus kan overføres fra en smittet til en person, der ikke er smittet. Der skal en hel del virus til, og det skal direkte ind i blodbanen. Det kan bl.a. ske:
•    Ved ubeskyttet sex med en hiv-smittet, der ikke er i behandling
•    Fra mor til barn ved fødslen (stort set udryddet i Danmark)
•    Hvis man deler sprøjte med en hiv-smittet (ikke så udbredt i Danmark, hvor der er adgang til rene nåle)

Hiv smitter IKKE ved almindelig social kontakt, kys, kram og knus samt ved at dele toilet eller drikke af samme kop, og hiv kan ikke overføres af insekter. 


Fakta: Så mange lever med hiv i Danmark
Omkring 6.200 mennesker i Danmark har hiv. Omkring hver tiende (ca. 600 mennesker) har hiv uden at vide det, og de kan være meget smitsomme uden selv at vide det. Det er overvejende denne gruppe, som står for den fortsatte smitte i Danmark.

Hvert år får knap 200 personer diagnosen hiv i Danmark. I 2016 var hovedparten af de 182, der fik diagnosen hiv, mænd der har sex med mænd. Denne gruppe udgjorde 100 af de ny-diagnosticerede, mens 71 var heteroseksuelt smittet og fem var intravenøse stofbrugere. Seks var anmeldt med anden eller ukendt smittemåde.