World AIDS Day 2018

Her kan du se vores forskellige arrangementer til World AIDS Day i dagene omkring den 1. december 2018.

World AIDS Day Auktion 
Den 20. november lød startskuddet til den årlige World AIDS Day Auktion.
Forkæl dig selv, eller find julegaverne til dem, du holder af - og støt samtidig kampen for en verden uden hiv og aids.
Byd på et væld af spændende oplevelser og lækre varer på lauritz.com
 
Julekoncert i Trinitatis Kirke
Søndag den 25. november slår vi for 20. år i træk dørene op for AIDS-Fondets julekoncert i Trinitatis Kirke. 
I år hjælper EU-kommissær Margrethe Vestager og skuespiller og præsident for AIDS-Fondet Susse Wold os med at synge julen ind i det smukke og stemningsfyldte kirkerum.
Foruden fællessang vil der være solistiske indslag af bl.a. operasangerne Denise Beck og Jens-Christian Wandt. Se mere på Facebook
 
Lys på Gammeltorv
Traditionen tro tænder vi den 1. december 2000 mindelys for mennesker, som er døde af aids. 
Det er altid et smukt og rørende syn, der møder én på Gammeltorv i hjertet af København, når skæret fra lysene bryder decembermørket. Sammen med Positivgruppen, som er en forening for hiv-smittede, starter vi med at tænde de første lys kl.14– og de vil brænde frem til kl. 18.
 
Café Lone i Aarhus
Den 1. december inviterer Café Lone i Aarhus på gløgg og æbleskiver. Vi skal også quizze sammen i den store Anne, Sanne, Søs & Thomas Quiz for at markere 30-årsjubilæet for sangen ’Den Jeg Elsker, Elsker Jeg’. 
Tag din bedste ven, kæreste, svigermor, nabo eller børn under armen og tilbring en hyggelig eftermiddag i det bedste selskab. 
Vi ses på Café Lone, Østergade 9, 4., Aarhus C fra kl. 15.00 – 17.00. 
 
Sing-along i Øst for Paradis
I forbindelse med World AIDS Day – og i samarbejde med PROUD Filmfestival og Cinemateket - viser Øst for Paradis en helt særlig ”syng med”-udgave af den fantastiske musical The Sound og Music med sangtekster på lærredet. 
Læn dig tilbage i de bløde biografsæder, og find din indre sangfugl frem. Billetter kan købes her
Du kan læse mere på Facebook
 
Brændende kærlighed og quiz i Odense 
Odeon Social i Odense fejrer kærligheden i anledning af World AIDS Day. 
Vi tyvstarter allerede den 27. november kl. 18.00, hvor der er fællesspisning med en menu bestående af brændende kærlighed m. hjertesalat. Kl. 19.00 har du mulighed for at vinde masser af skønne og skæve præmier, når vi Kahoot-guizzer under kyndig ledelse af Drag Queen Polly. Som aftenens sidste indslag vil sangerinde Trine Therkelsen og guitarist spille skønne, danske kærlighedssange kl. 20.00. Caféen holder åbent helt til kl. 22.00.
Der er ikke tilmelding til denne kærlige aften, men du har mulighed for at reservere pladser til fællesspisningen.
Læs mere på Facebook
 

Morgenmøde med det danske civilsamfund
I anledning af World AIDS Day inviterer international afdeling i AIDS-Fondet det danske civilsamfund til et morgenmøde den 30. november. Her vil vi give en status på aids-epidemien globalt og afdække nogle af de udfordringer, der stadig afholder os fra at stoppe epidemien. 
 
Herunder vil vi oplyse de deltagende om, hvordan det ser ud med hiv-epidemien i Afrika i dag, hvorfor pokker Østeuropa har den hurtigst voksende hiv-epidemi i verden, og naturligvis hvordan vores udviklingsindsatser kan påvirke det! 
 
Vi ønsker at gøre de interesserede organisationer klogere på vores indsatser, men naturligvis også hvordan de selv skal forholde sig til problemstillingerne og selv kan hjælpe. 
 
Vi glæder os til en morgen, som er første spadestik til en fælles dialog om, hvordan det danske civilsamfunds indsatser i højere grad kan samtænkes, så vi i fællesskab kan stoppe aids-epidemien og sikre alles fundamentale rettigheder til sundhed. 
 
 
Human Rights Day
I anledning af Human Rights Day den 10. december holder AIDS-Fondet en reception i samarbejde med Udenrigsministeriet for at sætte fokus på, hvordan vi skaber en aids-fri fremtid for kvinder og piger. 
 
Vi er først lige begyndt at finde ud af, og fuldt ud anerkende, at manglende ligestilling og diskrimination mod kvinder og piger er en fundamental drivkraft i udbredelsen af hiv: syd for Sahara lever dobbelt så mange unge kvinder mellem 15-24 år med hiv i forhold til mænd. I Syd- og Østafrika er aids stadig den førende dødsårsag blandt unge kvinder. 
 
Danmark er en frontløber i kampen for at styrke kvinder, men vi kan gøre det endnu bedre ved i højere grad at samtænke vores arbejde på tværs af sektorer og organisationer og på den måde være et forbillede for andre. 
 
Vi glæder os til en spændende aften, hvor vi sammen med Trine Rask Thygesen fra Udenrigsministeriet sætter fokus på kvinder og pigers ret til et sundt og godt liv.